Gå videre til hovedindholdet

kom godt i gang - det skal du bruge


Du har heldigvis ikke brug for en mindre maskinpark for at komme igang med at arbejde med papir. Du kan komme langt med et skæreunderlag, en lineal og en hobbykniv, men hvis du vil lave mere avancerede projekter, får du hurtigt brug for at udvide værktøjskassen. Her er en gennemgang af de værktøjer og hjælpemidler, jeg bruger mest.

SKÆREUNDERLAG
Et godt skæreunderlag er et must, når du skal arbejde med papir og pap. Overfladen er selvhelende, dvs. skæremærkerne absorberes i materialet og overfladen forbliver jævn. En anden fordel er, at bladet på din skalpel eller hobbykniv holder længere. 
Jeg foretrækker et stort 45x60cm skæreunderlag, men til små projekter kan du klare dig med et mindre.

HOBBYKNIV/SKALPEL
Du får brug for en skarp kniv med ekstra knivblade. Jeg vil anbefale, at du vælger en skalpel eller en god hobbykniv med 45 grader spidse knivblade. En billig standart-hobbykniv med 45 graders knivblade giver et dårligere resultat og er ikke lige så rar at arbejde med.

SKÆRELINEAL
Du kan sagtens klare dig med en almindelig plastiklineal, men en skærelineal i metal har en række fordele. Der kommer ikke hakker i den og den glider ikke så let, når du skærer - en plastiklineal er sværere at styre, og vil med tiden blive hakket og ujævn, da en god kniv kan skære igennem den tynde plastikkant. Personligt kan jeg ikke undvære min lille 15cm metal skærelineal - jeg bruger den i alle projekter. Til at skære større stykker papir ud, får du også brug for en længere metallineal. Du kan vælge en, der har samme længde som dit skæreunderlag.

PRÆGEVÆRKTØJ
Når du skal arbejde med papirfold, skal du bruge et instrument, der kan presse papirets fibre sammen, så du kan lave et helt præcist fold. Det lyder mere avanceret, end det egentlig er: du skal forberede et fold ved at "ridse" i papiret med et prægeværktøj. I starten brugte jeg en strikkepind, men investerede i et prægeværktøj, da emaljen blev slidt af strikkepinden, og den begyndte at afgive farve til papiret. Nogle bruger f.eks. en udtørret kuglepen eller bagsiden af en almindelig bestikkniv.
Et prægeværktøj kan fås i de fleste hobbybutikker og koster 40-50 kr.

BLYANT
Jeg vil anbefale dig, at bruge en stiftblyant, da du får brug for at afsætte helt præcise mål at skære eller præge efter. Hvis du vælger at bruge en almindelig blyant, skal du være flittig med blyantspidseren. Det er også vigtigt at have et godt viskelæder ved hånden - dén på blyanten er ofte dårlig og kan afgive farve til papiret.

LIM
Der er stor forskel på limstifter. Det kan være fristende at springe på et godt tilbud fra en discountbutik, men der findes mange billige limstifter derude, der holder ekstremt dårligt. Det kan derfor godt betale sig, at købe en limstift af god kvalitet.
Det samme gælder for flydende lim - investér i en god, hurtigtørrende universallim.

TAPE
Både dobbeltklæbende tape og malertape er godt at have i sin papir-værktøjskasse. I nogle projekter kan det være en fordel at erstatte limen med dobbeltklæbende tape, da det ikke sviner og laver buler i papiret. Vælg en gennemsigtig tape.
Malertape eller en anden papirtape er god til at holde en papir- eller papkonstruktion sammen, mens limen tørrer. Fordelen er, at tapen let kan fjernes igen og ikke hænger fast eller laver mærker på papiret.

HULTANG
Er du interesseret i at lave lampeskærme i papir eller karton, er det en god idé at investere i en hultang. Til de fleste andre projekter, er det ikke nødvendigt.

NÅL OG TRÅD
Papir er et rigtig godt materiale at lave mobiler/uroer af, og bl.a. til det formål får du brug for nål og tråd. Jeg vil anbefale, at du har to ruller stærkt sytråd (sort og hvid) og en rulle fiskesnøre.

SAKS
Fordi den bare er god at have ved hånden.

God fornøjelse!




Populære opslag fra denne blog

Rosa Luftballon

Du skal bruge: 1) 2 stykker karton/kraftigt papir (32x64cm og 14x14cm) 2) Papirrester til dekoration 3) Skalpel, saks og prægeværktøj 4) Blyant, lineal og lim 5) Nål og tråd 6) Hultang 7) Træperle Ø5cm Fremgangsmåde: Skær et stykke karton/kraftigt papir (32x64cm) og inddel det i 32 lige store sektioner som vist på billedet. Den letteste måde at gøre det på, er ved at folde papiret sammen på midten (2 sektioner) og dernæst folde siderne ind til midterlinjen (4 sektioner). Du bruger simpelthen dine foldelinjer til at halvere sektionerne, indtil du har 32. Inddel dernæst papiret i 7 sektioner på den anden led: 3 cm, 4,5 cm, 5,5 cm, 6 cm, 5,5 cm, 4,5 cm, 3 cm. Denne gang skal du ikke folde, men blot strege linjerne op med en blyant. Rids diagonalerne op med dit prægeværktøj eller en strikkepind, så et harlekinmønster fremkommer. Fold papiret sammen som vist på billedet ovenfor - når bagsiden (med blyantstregerne) vender opad, skal papiret bukke nedad i begge si...

Legesyge papirkugler

Du skal bruge: 1) Kraftigt karton i forskellige farver og mønstre 2) Saks eller hobbykniv 3) Passer (eller noget rundt at tegne efter)  Jeg har brugt en Cirkulær udstanser Ø2,5" 4) Blyant og vinkelmåler Fremgangsmåde: Lav en skabelon som vist på billedet. Klip/skær/udstans en forfærdelig masse kopier - det er byggestenene til papirkonstruktionen. Du skal bruge 4 stk. til den lille model, 8 stk. til den mellemste og 20 stk. til den største model vist her. Begynd at sætte delene sammen som vist på billedet. Eksperimentér selv - i teorien kan "kuglen" blive uendeligt stor. "Byggestenen" ændrer sig ikke, kun antallet. God fornøjelse!